Ingen produkter i din kurv
Fatteh er en populær orientalsk ret. Man kan næsten ikke gå på Mellemøstens gader om morgenen uden at støde på en fatteh-bod. Fatteh er en ret, man plejer at indtage til morgenmad eller frokost, men som man ofte også spiser til aftensmad. Den mætter godt, fordi den indeholder bælgfrugter og kød. Fatteh kan dog også laves uden kød. En delikat ret, der er nem at lave. Retten tilfredsstiller alle smagssanser, da den både indeholder et sprødt og et cremet element, og så ser den visuelt flot ud på serveringstallerkenen.
Ingredienser:
- 2 arabiske fladbrød
- 200 g kogte kikærter
- 3 dl yoghurt naturel
- 3 fed hvidløg
- ½ tsk. spidskommen
- 3 spsk. citronsaft
- 2 spsk. tahini
- 50 gram pinjekerner
- 50 gram blancherede/smuttede mandler
- 50 gram ristede og usaltede cashewnødder
- En håndfuld hakket persille
Metode: Læg kikærterne i blød dagen før. Brug gerne en trykkoger, så går det hurtigere med at tilberede kikærterne eller brug kikærter fra dåse. (Fyld trykkogeren med en liter vand og 1 spsk. salt og kog kikærterne i 25-30 min. Alt afhængigt af din trykkoger.)
Kom yoghurt, hakket hvidløg, spidskommen, citronsaft, tahini og lidt salt i en stor skål og pisk indtil det bliver til en homogen masse. Yoghurten lunes lige før anretning.
Steg brødet i rigeligt olie indtil det bliver gyldent. Anret fatteh’en i en dyb tallerken. Kom først det sprøde brød på tallerkenen. Fordel yoghurtblandingen på brødet. Kom kikærter med lidt kikærtevand ovenpå.
Herefter rister du pinjekerner, blancherede mandler og cashewnødder hurtigt på panden med stegeolie og kun i et par minutter indtil de opnår et gyldent udseende (Brug gerne de lange pakistanske pinjekerne, de blancherede spanske marcona mandler samt jumbo cashewnødder fra Exotic mix).
Til sidst drysser du de sprødristede nødder og persille henover. Tip: For et sundere alternativ kan man bruge grov arabisk fladbrød og riste dem i ovnen på 175°C i 5 min
Månedligt samarbejde I samarbejde med Exotic Mix,
vil @Innovative_foodie, flere gange om måneden kreere skræddersyede opskrifter til netop Exotic Mix – naturligvis med fokus på de mange anvendelsesmuligheder som vores delikate produkter rummer. @Innovative_foodie er uddannet Cand.scient in Food Innovation and Health og har indenfor de seneste år arbejdet hos henholdsvis michelinrestauranten Alchemist og Meyers Madhus.
Desuden har @Innovative_foodie fra barns ben været en inkarneret madfan og har altid dyrket madlavning som en brændende interesse. Hos Exotic Mix deler vi denne hengivenhed og passion for detaljesansen og feinschmecker tilgangen til de gode råvarer og gourmetprodukter.